Scenariet
Hvilken type
Scenariet er grundliggende et stemnings scenarie baseret på indlevelse med en god portion intrige og nogle få events fra arrangørenes side.
Der bliver ingen store episke plots men derimod masser af lokale problemstillinger som gammel gæld der skal betales, gamle blodfejder der blusser op og store uenigheder om gamle tro og skikke der kæmper mod de nye.

Historisk tid
Vi er i året 1072 i slutningen af Svend Estridsøns regeringstid. Han var meget upopulær i befolkningen men dette er mest et samtaleemne da scenariet forgår i en bondelandsby på midtsjælland, langt væk fra både konge og adelens magtkampe.

Historien omkring landsbyen til scenariet:
Landsbyens kirke er netop blevet færdig og inviet af biskoppen af Roskilde og Torkel Jarl . Med denne nye kirke kom også en ny tysktalende præst som dog også kan tale et forståeligt dansk. Kun halvdelen er kristne eller halvdelen giver sig i det mindste ud for at være det for når præsten ikke er der dyrkes gammel overtro på lige fod med den nye tro.

Storbondens gamle far er død og skal brændes efter asatroens traditioner. hvad der selvfølgelig går både præsten og de troende kristene meget på. Enken er dog ubøjelig og vil have sin mand brændt hvad der også var hans eget ønske.


Den historiske tid op til scenariet
Vi skriver året 1072. Vikingernes æra er ved at rinde ud. De seje daner drager ikke længere i leding som i gamle dage, og kristendommen er begyndt at fortrænge den gamle hedenske tro, asadyrkelsen. Selvom kong Harald Blåtand allerede omkring 960 har ladet sig døbe og bebudet kristendommens
indførelse i Danmark, er det først nu, hundrede år efter at denne indførelse er ved at blive en realitet.

Der bygges trækirker over hele landet, og i 1060 indeles Danmark i bispe-dømmerne Slesvig, Ribe, Århus, Vendsyssel, Fyn,Roskilde, Lund og Dalby.
Svend Estridsen er konge af Danmark, en klog og lærd mand, som selv paven i Rom roser for hans boglige kundskaber. Han kaldes den allerkristeligste konge i Norden, og er en dygtig og fredsskabende politiker, der desværre har lidt mange militære nederlag. Svend er desuden berygtet som en horekarl af rang, der har utallige sønner med mange forskellige kvinder. Svend blev født i England omkring 1019, og vendte i 1042 hjem til Danmark, efter at den danske konge af England, Hardeknud, døde uden arvinger. Som søn af Hardeknuds far, Knud den Stores søster Estrid, havde Svend arveret til den danske trone, men den norske konge Magnus den Gode havde allerede underlagt sig landet.

I 1046 allierede Svend sig med Magnus’ onkel Harald Hårderåde, og begyndte trosstriden om Danmark med den norske konge. Magnus døde dog uventet året efter, og Svend lod sig hylde som konge af Danmark på Viborg tinge, mens Harald blev konge i Norge. Hermed stillede Harald sig dog ikke tilfreds, for i 1048 gjorde han krav på den danske krone, og begyndte at plyndre ned langs de jyske kyster.

I 1050 nåede han helt til Hedeby i Sønderjylland, som han afbrændte. Efter at Harald havde underlagt sig Jylland og Fyn faldt der ro over landet, men Svend var trængt stærkt tilbage til Sjælland og Skåne.

I 1060 genoptager Harald Hårderåde sine plyndringer i Danmark. Svend lider utallige militære nederlag og mister næsten livet i søslaget ved Nisås munding i 1062. Først i 1064 slutter de to konger en højtidelig fred for hele deres levetid.

I 1066 angriber Harald noget overmodigt England, men mister i september livet i slaget ved Stamford Bridge. Kun en måned senere angriber de franske normanner anført af Wilhelm Erorbreren England sydfra, og de svækkede engelske styrker besejres i slaget ved Hastings. Samtidig falder de slaviske
vendere på Østersøens sydkyst tilbage i hedenskab og bryder ud i et vanvittigt oprør, der fører til Hamburg, Nordens ærkebispesædes afbrænding og en ende på romerkirkens tilstedeværelse på Østersøens sydkyst foreløbig.

I 1069 fører Kong Svends bror Asbjørn en flåde på 200 skibe op af Humberfloden i Nordengland, bl.a. sammen med Svends to sønner Harald og Knud, og angriber York. Englænderne hylder dem som befriere, så normannerne brænder byen af, og da deres rytterhær ikke kan mødes i kamp med Asbjørns flåde, betaler Wilhelm i 1070 vikingerne en klækkelig sum for at rejse hjem.
Dette markerer enden på den sidste vikingetogt.

I 1072 udnævner Svend Estridsen den i Tyskland bandlyste og udstødte munk
Ricwald til bisp i Lund. Dette er kun muligt på grund af den spinkle kontakt
til kirken sydpå.


Om Sjælland på den tid
Vi befinder os i landsbyen Ragnasvang, som er underlagt jarlen Torkel Knudssøn. Torkel står i høj gunst hos kongen Svend Estridssøn, i hvis hird han i mange år gjorde tjeneste som ung. Torkel blev skattet højt for sin duelighed i kamp, der, grundet hans ringe højde forbløffer mange af hans
modstandere. Særligt huskes Torkel for sin holmgang mod jarl Hedgars næstældste søn Eigil, hvor han strakte sin modstander til jorden inden det tiende slag var slået.

Efter at have tjent i kongens hird tilbragte Torkel en del år i udlandet, mest i Tyskland og Frankrig, og rygter hævder at han på et tidspunkt har været i England på ledingstogt. Nogle hævder endda, at han kæmpede med normannerne under Wilhelm i erobringen af England for 6 år siden, men Torkel
taler aldrig selv om England. Et par af de mænd der bebor Torkels jorde har været med i ham i Tyskland og Frankrig, og flere kæmpede sammen med ham mod venderne på Østersøens sydkyst.
Torkel er kendt som en dydig og troende mand der, trods manglende boglige kundskaber, kan bede både højt og længe. Hans hustru Fru Tove deler hans nidkære tro, og er desuden kendt for sin gavmildhed og hjælpsomhed mod de fattige. Flere gange om året drager de sammen til messe i Roskilde, dog nok mest for at holde kontakten ved lige med hoffet, adelen og bispen.

Torkel og Tove har 2 sønner og 3 døtre, hvoraf den ældste nærmer sig
manddomsalderen. De mistede deres yngste datter til sygdom for 2 vintre
siden.